Post Danmark Rundt 2010

Den 20. udgave af Post Danmark Rundt bliver skudt af den 4. august i Holstebro, og har afslutning den 8. august på VM-ruten 2011 i Rudersdal. Som altid er der stablet et stærkt felt på benene, ført an af sidste års vindere fra Team Saxo Bank, der i år bliver udfordret af stærke Pro Tour hold som; Team HTC-Columbia, Garmin-Transitions, Team RadioShack USA, Cervelo Test Team.

Det er svært at spå om en vinder, men blandt kandidaterne må helt klart nævnes danskerne Jakob Fuglesang og Matti Brechel.

Igen i år sender DR1 AftenTour direkte fra løbshotellerne hver dag under løbet. Der er i AftenTour sammendrag fra dagens etape og interviews med aktuelle ryttere. Tjek også www.postdanmarkrundt.dk, hvor du kan finde seneste nyt og live opdateringer fra etaperne.

AftenTour Post Danmark Rundt 2010:
Onsdag den 4. august: kl. 19.45  (I pausen af FCKs Champions League kamp plus 10 minutter udvidet programsat sportsnyt efter TV avisen kl 21.30)
Torsdag den 5. august: kl. 21.25
Fredag den 6. august: kl. 21.30
Lørdag den 7. august: kl. 22.20
Søndag den 8. august: kl. 22.40

Samlet rutebeskrivelse 2010

Det 20. Post Danmark Rundt byder på en blanding af større og mindre veje, hvor de små veje traditionelt byder på flot og medrivende cykelløb.

Løbet skydes i gang i Holstebro, og 1. etape bringer rytterne gennem en rimelig flad, men også åben strækning, bl.a. langs Vesterhavet op til bakkerne ved Lemvig og retur gennem Struer til Holstebro.

2. etape går fra Vildbjerg til Randers med masser af åbent fladt terræn i den første halvdel, men også gode bakker omkring Viborg og Ålum, inden et nyt opløb på Parkboulevarden i Randers.

3. etape er kongeetapen fra Hadsten til Vejle. Der er et utal af stigninger og små veje hele vejen mod Vejle, og rundstrækningen i Vejle med 21 pct. stigningen på Kiddesvej skaber år efter år afgørende udskilning.

Derefter følger en kort 4. etape, lørdag formiddag fra Nyborg til Odense, hvorefter der lørdag aften køres en 19,4 km enkeltstart i Middelfart. En enkeltstart, der traditionelt har kæmpe betydning for klassementet.

Sidste etape, som går fra Høng til VM-ruten i Rudersdal, byder på en lang flot rute på tværs af Sjælland, inden rytterne når ind på årets store nyskabelse, nemlig afslutningen på VM ruten 2011 i Rudersdal. Det bliver utrolig spændende at se Post Danmark Rundt-feltet prøve kræfter med VM ruten og opløbet på Geels Bakke.

Alle dage afsluttes med tre små omgange i opløbsbyen. På sidste etape på VM Ruten køres fire omgange.

Ikke færre end fire byer besøges for første gang. Det er Vildbjerg, Hadsten, Høng og Rudersdal, mens Holstebro, Randers, Vejle, Nyborg, Odense og Middelfart alle har været på rutekortet to eller flere gange.

4. august, 1. etape: Holstebro – Holstebro 175 km
Post Danmark Rundt 2010 starter i Holstebro, præcis som i 2008. Kursen sættes efter præsentationen af feltet vestpå gennem Vemb, Ulfborg og Husby. Fra Husby går det nordpå via tangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord, gennem bl.a. fiskerbyen Torsminde. En strækning, der på en dag med en god vestenvind, kan splitte feltet fuldstændigt. Efter strabadserne ved Vesterhavet går turen ind i mere bakket terræn gennem Lemvig, Struer og Vinderup. Fra Sevel køres ad småveje ind til Holstebro, der byder på en 4,8 km rundstrækning i centrum med opløb i Sønderbrogade midt i Holstebro. En første etape i åbent terræn, hvor vinden kan få afgørende betydning.

5. august, 2. etape: Vildbjerg – Randers 170 km
2. etape starter i Vildbjerg i Herning Kommune. Byen er især kendt for den utroligt populære Vildbjerg Cup, der er en kæmpe fodboldturnering for børn og unge. Etapen starter fladt igennem Herning, Ikast og nordpå til Karup og Frederiks. Herfra skifter terrænet karakter og byder fra Dollerup Bakker med masser af gode stigninger. Efter Viborg går det østpå ad småveje til Bjerringbro, og Ulstrup. Ved Ålum skal der forceres et par stigninger i Nørreskoven plus den lokalkendte ”Tour de France Bakken” på vej mod Vester Velling. Efter Stevnstrup køres der en tur på småveje inden finalen i Rander. Opløbet på Parkboulevarden er ikke prøvet før, og byder på en dejlig bred og let stigende vej med et blødt højresving 150 meter før mål.

6. august, 3. etape: Hadsten – Vejle 185 km
Årets kongeetape starter i Hadsten og er løbets hårdeste. Fra Hadsten går det ned over Pøt Mølle, igennem Hammel og med bakkerne ved Sorring og Gjern er bolden allerede givet op. Der fortsættes gennem Silkeborg og videre sydpå af efterhånden klassiske veje i Post Danmark Rundt. Masser af småveje og gode stigninger skal forceres på vejen fra Silkeborg gennem Sejs, Laven, Ry, Gammel Rye og Yding Skovhøj, der med sine 173 m. over havet er ”Tourens Tag”. Efter Ejer Baunehøj og Sattrup køres der ad lidt større veje gennem Lund og Uldum, inden det igen går løs før Vejle ad kringlede småveje gennem Ulkær, Grejsdalen, Jennum, Skibet og Nørre Vilstrup.
Rundstrækningen i Vejle er allerede blevet en moderne klassiker med 21 pct. stigningen på Kiddesvej, der hvert år splitter feltet fuldstændigt. En super hård etape, der altid har været afgørende for udfaldet af årets Post Danmark Rundt.

7. august, 4. etape: Nyborg – Odense 105 km
4. etape starter i Nyborg. Herfra går turen nordpå gennem Kerteminde og ud på en rundtur på Hindsholm, der byder på masser af dejlige snoede småveje. Retur gennem Mesinge og Munkebo, hvorfra det igen går ud på småveje sydpå gennem Birkende, Langeskov og Davinde. Etapen slutter med 3 omgange på den hurtige rundstrækning i Odense med opløb på Sejerskovvej udfor den Fynske Landsby. En kort etape men de mange småveje undervejs gør, at det er en etape, der kræver 100 % koncentration.

7. august, 5. etape: Middelfart – Enkeltstart 19,4 km
Den afgørende enkeltstart køres med start og mål i Middelfart. Rytterne starter i centrum foran Rådhuset. Herfra går det langs Lillebælt op til idylliske Strib og retur ad landevejene mod Middelfart. Tilbage i Middelfart rundes byen på Brovejen og tilbage mod centrum via Kongebrogården, der byder på en god stigning kun 1,5 km før mål. Post Danmark Rundts samlede vinder vil være en komplet cykelrytter, der også kører en super enkeltstart. Enkeltstarten i Middelfart er en af de længere enkeltstarter i løbets historie, og kan afgøre hvem der vinder sammenlagt.

8. august, 6. etape: Høng – Rudersdal VM Ruten 2011
Sidste etape starter i Høng. Byen er især kendt for Høng Camembert ost, der er blevet produceret siden 1907.  Efter Høng køres der fra start på lidt større veje gennem Sæby, Ruds Vedby, Dianalund, Stenlille og St. Merløse. Herfra bliver det mere bakket og kringlet nordpå gennem bl.a Soderup, Kirke Sonnerup og Kirke Hyllinge. Efter Skibby rundes idylliske Selsø inden turen går over Kronprins Frederiks Bro i Frederiksund. Herefter går det i klassiske cykelterræn gennem Slagslunde, Ganløse og Farum mod VM Ruten i Rudersdal. Her afsluttes med godt 5 omgange på den 14 km lange rundstrækning, hvor der skal køres VM i landevejsløb i september 2011.
Det bliver utroligt spændende at se feltet på VM Ruten og ikke mindst opløbet med den 400 meter lange stigning på Geels Bakke. Tænk hvis Post Danmark Rundt 2010 bliver afgjort i den sidste spurt!

Post Danmark Rundt 2010: Samlet distance 835 km.