Kongens fald på Mont Ventoux

Mens vi venter på årets tour: Se flot og detaljerig dokumentar om Tom Simpsons død på det skaldede bjerg.

Gentleman. Mediedarling. Fighter og familiefar. BBC-filmen Death on the Mountain fortæller historien om kulminearbejderens søn, der 18 år gammel og med 100 pund på lommen forlod den grå hjemby for at forfølge drømme om en professionel karriere på kontinentet. Det lykkedes hurtigt og umærkelig let, og da Simpson deltog i 1967-udgaven af Tour de France var det med forventning om en plads på sejrspodiet.

Sådan gik det som bekendt ikke. Simpson omkom på 13. etape med toppen af Mont Ventoux i sigte. Dødsårsagen var en blanding af udmattelse og dehydrering, og Simpsons råb til tilskuerne, da han falder om, er i dag nærmest mytologiske og har lagt navn til William Fotheringhams Simpsonbiografi, Put Me Back on My Bike.

Fotheringham medvirker i dokumentarfilmen sammen med en række andre cykel-notabiliteter og ikke mindst flere af kollegerne fra den skæbnesvangre udgave af verdens største cykelløb.

Rekontruktionerne og de genskabte scenarier er britisk dokumentar, når det er bedst. Og der er flere gyldne øjeblikke. Som da hjælperytter Colin Lewis med stor selvfølgelighed fortæller, hvordan han forsynede Simpson med en flaske brandy før den store opstigning.

Anderledes tragisk er sekvensen med journalisten og tidligere rytter, Jean Bobet. På dagen for den store bjergetape møder Bobet en udmattet og sygdomsramt Simpson, der med en diabolsk grimasse åbner munden og blotter recepten for sejr på bjerget: På tungen ligger en ration amfetamin-tabletter, der langt overstiger dagsforbruget for feltets ryttere dengang.

Tom Simpson blev 30 år. BBC-filmen kan ses HER.

2 comments

Comments are closed.