Cykeltest af vintage Gazelle Champion Mondial A Frame

Kan man sammenligne en vintage racercykel med en top moderne version i carbon? Jeg har på det sidste kørt en del kilometer på en ældre Gazelle for at se om den, på trods af en alder på over 25 år, kan efterleve de krav man vil stille til en ny racercykel.

Testcyklen:

Ramme: Gazelle Mondial A Frame med Reynolds 531 rør
Gruppe: Komplet Shimano 600 RD 6400 SLR årgang 80-91 gruppe 7 speed (dog er kranksætte en ældre udgave)
Hjulsæt: Mavic fælge, Shimano nav med lukkede lejer og nye Bontrager dæk
Sadel: Italiensk læder sadel
Frempind: SR Royal
Styr: Sakae Costum Road Champion
Pedaler: Look Keo Sprint

Cyklen er købt i Holland, og er blevet istandsat  fra a-z. Gearet er justeret, delene pudset op, lakken er blevet forseglet og kabler, sadelpind, pedaler, gearhjul, frempind er blevet afmonteret, smurt og rengjort.

Cyklen kører fantastisk,  og man mærker ikke at den har næsten 25 år bag sig. På stejle bakker, hvor man skal op og stå i pedalerne, virker rammen og frempinden stadig robust og stiv. Det kræver dog lidt tilvænning med gearskifterne der er monteret på skrårøret, men det er bare en vanesag, at få skiftet før bakken eller svinget. I det hele taget yder cyklen en rigtig god komfort, og den gamle lædersadel er fantastisk, selv til de længere ture.
Hvis du har ambitioner om at køre licensløb eller vejer over 90 kg vil jeg ikke anbefale en stålramme som Gazellens, det er den simpelthen for blød til. Til træning eller hverdags brug er cyklen helt perfekt.

For:

Personlig og unik cykel med masser af klassiske detaljer og sjæl.
Billig at anskaffe (2-3000 kroner)
Kvalitet

Imod:

Høj vægt
Reservedel kan være svære at finde
Kræver mere vedligeholdelse
Garanti (brugt markedet kan være svært at overskue)

2 comments

Comments are closed.