Cykelåret 1988 – i 3 akter

163391_148365845316178_220892037_n

Af Ove Simonsen April 2013

Et af de for mig mest skelsættende år i nyere cykelsportshistorie må uden tvivl være 1988.

Det var år 1 efter Stephen Roche´s flotte Giro-Tour-VM triumfer. Hans skifte til Fagor MBK blev overskygget af en slem knæskade og man så herefter kun glimtvis denne utrolig stilfulde rytters fulde potentiale. Greg Lemond kæmpede på PDM-holdet en sej kamp for at returnere til sit tidligere niveau, efter sin vådeskudsulykke i foråret ’87. Men selv uden Stephen Roche og Greg Lemond på toppen, skortede det ikke på fantastiske oplevelser i 1988. Specielt 3 begivenheder kom til at markere året.

Vi tager den første her;

Vi starter, som det har været for vane siden 1976, på den 2. søndag i april, som dette år falder på den 10. – i Compiegne ca. 30 km nord for Paris. 266 km venter rytterne forude, inden målet nåes i Roubaix, i dette den 86. udgave af Paris-Roubaix. I årene 1986 – 1988 er målstregen dog ikke på velodromen i Roubaix, som den har været det siden 1943, men henlagt til mere ordinær afslutning på landevejen, i disse år på Avenue des Nations-Unies. Rygterne vil vide at sponsoren Merlin Plage, havde henlagt afslutningen hertil, for at promovere et byggeprojekt. Netop dette får i år sidst i løbet fatale konsekvenser for en af rytterne. På startlisten stod stjerner som; Stortalentet Eric Vanderarden (vinder i ’87) og med 3 sejre i foråret ’88, klar på at blive den første efter Francesco Moser ( ’78-’80) som forsvarer en sejr i Roubaix. Elegante Laurent Fignon er på vej tilbage efter en skadespause på næsten 2 år, og med stor selvtillid efter sejren på Via Roma i San Remo et par uger tidligere, men han har endnu til gode at fuldføre dette løb. Hardman himself Sean Kelly (vinder i ’84 og ’86) og altid en farlig mand når løbene bliver lange og hårde. Brostenseksperten Adri Van Der Poel, er som altid farlig, når underlaget er ujævnt.

En af de mest facinerende ting ved cykelsporten må være den høje grad af uforudsigelighed, som altid er til stede når 180 – 200 håbefulde ryttere begiver sig afsted. Intet løb i kalenderen udstiller vel mere tydeligt, hvor grusom og uretfærdig, men derved også spændende sporten kan være. Det er de store stjernes dag og hjælperytterne er på hårdt arbejde. Det er løbet som mange hader og få elsker, men alle ønsker at vinde.

Vi skal ikke mere en 44 km. ind i dette løb før det første store udbrud etableres. Thierry Casas (Caja Rural) starter løjerne og bliver hurtig fulgt af Allan Pieper (Panasonic-Isostar), Stefan Joho (Ariostea), Thomas Wegmüller (KAS), Gérard Veldscholten (Weinmann SSM), Roy Knickman (Seven Eleven), loïc Le Flohic (Z -Peugeot), Franck Boucanville (Fagor – MBK), Corné Van Rijnen (Panasonic), Michel Cornelisse (Superconfex-Yoko), Yves Van Steewinkel (TVM – Van Schilt), Eddy Schurer (TVM – Van Schilt) og Dirk de Mol (AD Renting). Kigger man listen igennem er det dog klart at flere af deltagerne i udbruddet ikke er ude at søge egen lykke, men er bundet af taktikken på deres hold. Thomas Wegmüller har i sin kaptajn Sean Kelly en af favoritterne mens Dirk De Mol og Gérard Veldscholten er sendt af sted af deres respektive kaptajner Eddy Planckaert og Steve Bauer, begge solide aspiranter til sejren. Gruppens forspring er på intet tidspunkt over 6 min. så i feltet er der fred og ingen fare. Men netop i år mangler en del af de forhindringer, som normalt vil gøre det af med selv de mest optimistiske lykkeriddere. Vejene er tørre og vinden, som i dette nærmest pandekageflade landskab kunne ha’ gjort det svært for en mindre gruppe at holde hjem, glimrede ved sit fravær.

Arenberg

Omdrejningspunktet i dette løb har altid været skoven ved Arenberg. Da de 13 rytter når den berygtede brostensstrækning i Arenbergskoven, er forspringet stadig over 5 min. Roy Knickman bliver første mand Arenbergskoven, men kort efter også den første af de 13 ryttere som må se de andre køre væk, da han rammes af en punktering. Allan Pieper tager over i front og sætter et dræbende tempo hen over de ujævne brosten og flere får problemer. Efter Arenberg dannes en frontgruppe på 7 ryttere: Allan Pieper, Stefan Joho, Thomas Wegmüller,Franck Boucanville, Dirk De Mol, Gérard Veldscholten og Corné Van Rijnen. Det er sjældent at en så stor udbrydergruppe har et så stort forspring efter Arenberg og så gruppen begynder at øjne muligheden for en overraskelse.

Med små 60 km. til mål breder panikken sig i feltet, de store stjerner Kelly og Fignon må nu selv frem og lede hovedfeltet i jagten på udbryderene. Kort efter dannes en forfølgergruppe med bl.a. stærke folk som Kelly, Fignon, Edwig Van Hooydonck, Steve Bauer, Guido bontempi og Adri Van der Poel. Tempoet er højt – men er det højt nok?

Med 30 km. tilbage består frontgruppen af 5 ryttere: Allan Pieper, Stefan Joho, Corné Van Rijnen, Dirk de Mol og Thomas Wegmüller, deres opskruede tempo har gjort det af med de resterende deltagere i udbruddet.

Med ca. 18 km til mål sætter Thomas Wegmüller et hårdt angreb ind og han bliver hurtigt fulgt af Dirk De Mol. I forfølgergruppen forsøger sprinteren Guido Bontempi sig med et desperat solofremstød, men bliver hentet efter kun få km. Eneste mand, som stadig holder tempoet oppe i forfølgergruppen, er nr. 1 på FICP’s rangliste Sean Kelly, som nægter at give op.

Med små 10 km tilbage af løbet og 2:50 min fra forfølgergruppen og op til de 2 forreste, står dog hurtigt klart at det nok bliver mellem Thomas Wegmüller og Dirk De Mol at løbet skal afgøres. Næsten samtidig med de to når bygrænsen til Roubaix benytter Laurent Fignon sig af det allersidste brostensstykke til at angribe, og denne gang kan ingen følge franskmanden – men vil det lykkes ham at nå de to i front?

Med små 3 km til mål er det Dirk De Mol som i front holder tempoet oppe med Wegmüller i hans hjul, og så sker det som ikke må ske. En plastpose forvilder sig ind i Wegmüllers bagskifter og umuliggør gearskifte. Hurtig får han assistance fra mekanikeren, som hængende ud fra teambilen forsøger at befri bagskifteren og gøre den funktionsdygtig igen. De Mol udviser stor sportsmanship – han angriber ikke Wegmüller i denne situation. For mekanikeren lykkes det kun at fjerne plastposen ikke at få bagskifteren til at virke. Derfor er Wegmüller chanceløs i spurten og kan kun se på da De Mol angriber kort før mål og kører først over stregen.

Sådan går det til at henholdsvis nr. 451 og 175 på FICP’s verdesrangliste bliver nr. 1 og 2 i det der nok må betegnes som den hårdeste klassiker af dem alle.

Resultat:

1. Dirk De Mol (AD Renting) 06:34:18 (40,324 km/t)
2. Thomas Wegmüller (KAS) @ 2 sek.
3. Laurent Fignon (System U) @1 min 55 sec

Postskript:

Thomas Wegmüller var på spil igen i endnu en legendarisk forårsklassiker. I 1992 kørte han for Festina og dannede sammen med Jacky Durand (Castorama), Patrick
Roelandt (Assur) og Herve Meyvisch (Carrera) det morgenudbrud, som kørte afsted efter 43 km og som gjorde det muligt for Jacky Durand at vinde en meget overraskende sejr.

Hollandske Peter Post har stadig rekorden for det hurtigste Paris Roubaix, da han i 1964 tilbagelagde de dengang 265 km på 5t. 52 min. og 19 sek. (45.129 km/h).