For folk med passion for vintage cykling…
torsdag, den 19. oktober 2017

Arkiver

Optakt til Banani Klassiker Løbet 2015

BANANI Klassikerløbet 2015 320 x 180mm web sRGB_4

Af Martin Hartvig Petersen

Forsommeren 2014, en gammel drengedrøm og ungdomssport blev hevet ned fra loftet. I mere end 10 år havde Banani’en fra Vigerslevvej i Valby passet sig selv, men nu skulle stålet vækkes til live igen. Tanker om lette kulfiberrammer med nyeste geargruppe blev skiftet ud med solidt dansk håndværk og æstetisk lethed. Banani.dk blev kontaktet og med hjælp fra selveste Lillebror, der havde loddet rammen for næsten 20 år siden, blev cyklen klar et par dage før løbet.

BANANI Klassikerløbet 2015 320 x 180mm web sRGB_2

Formen var således elendig men humøret højt inden mødet med nye og gamle Ban(na)ister i Tisvilde. Et klassikerløb, ”for cykler og ryttere af stål”, som budskabet lød fra Søren Rasmussen. Rammen var i hvert fald, i undertegnedes tilfælde, så mon ikke det gik? Ved ankomsten til den klassiske og hyggelige højskole faldt blikket hurtigt på de mange klassiske cykler, som var parkeret foran højskolen. Her var Monarker, Skandsen og selvfølgelig Banani’er omringet af deres stolte ejere af blandet skandinavisk ophav men med ægte italiensk racerblod i årerne. Tulle var der, Lillebror var der, Sorthvide fotos af gamle koryfæer cirkulerede, stelnumre blev studeret, nye styrbånd, trikoter og kasketter handlet. En rigtig god fornemmelse af godt selskab.

BANANI Klassikerløbet 2015 320 x 180mm web sRGB_

Efter indskrivningen hos Tulle og fotografering af feltet, foretaget af den lokale verdenspresse og rytternes familier, blev løbet skudt i gang med fælles rul de første kilometer i Tisvilde hegn. Ruten lovede rytteren grus, bakker og noget af det flotteste landskab og terræn som Nordsjælland kan præstere. At der også kom de særdeles klassiske cykelløbselementer såsom styrt og stelbrud meldte løbsfolderen intet om. Nuvel, løbet blev givet frit ved Arresø, men inden da havde feltet allerede mistet ryttere grundet defekter, så Sørens budskab om ryttere af stål rumsterede i baghovedet. Ruten indbød dog til ræs, så ganske hurtigt blev der kørt over formmæssig evne og tanker om defekt fortonede sig i prusten og stønnen. Det stod ret hurtigt klart, at de der ved indskrivningen så hurtige ud, i deres stillige og autentiske uldtrøjer, også kørte hurtigt, så jeg slog følge med en flok, der kørte lige en tand langsommere. Drama fik vi dog, da flere i gruppen styrtede i et endog meget skarpt sving. Et styrt som senere skulle resultere i et stelbrud for en af de involverede. Rammen blev behørigt fragtet til mål over skulderen på en hjælpsom rytter. Alt i alt en ruteafvikling, der havde det hele, spændende bliver det så i år, hvor løbsarrangørerne lover flere udfordrende passager på ruten.

BANANI Klassikerløbet 2015 320 x 180mm web sRGB_3

I mål blev der budt på kaffe og højskolens lækre Tisvildelagkage. Herefter blev de mange smukke klassiske stålcykler beundret og betragtet på behørig vis. Især Verner Grebarts komplette Monark fra ’56(?) fik mange misundelige blikke. Under den efterfølgende middag, med ægte rytterkost – ingen sportsbarer her, gik cykelsnakken, men en værdig vinder af Bananis vandrepokal skulle annonceres. En vandrepokalen der i 2013 blev tildelt løbet at selveste Matti Breschel, der havde hjembragt den fra en etapesejr i Vuelta’en. Valget der helt naturligt var faldet på Gerhard Ryding i 2013, faldt i 2014 lige så naturligt på Niels Bjørnsteen, som har ofret mange kræfter, ikke kun i sadlen, på at få udbredt og udviklet passionen omkring stålcyklingen. Herefter gik snakken om de næste løb i klassikerkalenderen og gode tips til cykel og påklædning blev vendt, drejet og givet videre. Alt i alt var det rigtig godt selskab, som jeg glæder mig til igen at skulle deltage i.

BANANI Klassikerløbet 2015 320 x 180mm FAKTABOKS web sRGB_0

Så på gensyn i Tisvilde d. 20 .juni kl. 14.00 på Tisvilde Højskole til alle gode gange tre for Banani Klassiker Løbet.

Link til løbsinformation: www.banani.dk




Follow my blog with Bloglovin <