For folk med passion for vintage cykling…
lrdag, den 25. november 2017

Arkiver

L´Eroica Brittania 2014

Eroica Brittania

 Skrevet af Thomas Marker

For første gang er det Italienske cykelløb for vintage cykler eksporteret udenfor Toscanas bakkede landskab. Spændende om englænderne kan løfte opgaven.

Midsommer weekenden 2014 drog Esben Gade og undertegnede til England for at køre L’Eroica Britannia som afholdtes for første gang udenfor Italien. Vi havde begge familie

med, hvilket ikke gjorde oplevelsen dårligere. Allerede i efteråret gik der rygter om at et L’Eroica skulle afholdes på engelsk grund og vi blev begge præ registreret, da der var begrænsning på 1000 cykelryttere til løbet. vi havde indlogeret os selv og familierne på Rutland Arms i Bakewell tæt på festivalpladsen i den lille hyggelige by, som bærer præg af, at der ofte holde festivaler for blomster, well-dressing og dyrskuer. Denne uge var i cyklingens tegn, hvilket selve Bakewell var indifferent omkring. En fest er en fest!

L Eroica Brittania

Selve festpladsen som var rammen for løbet var i dagene 20.-22.6 flot besat med telte, boder, hattemagere, vintagetøj, tryllekunstnere og cykelfabrikanter. Der var en scene, hvor de lokale orkestre prøvede at overdøve DJ’en fra Pimm’sm og Hendrichs Gin. En kæmpe campingplads lå tæt på ølteltene, noget der var tydeligt at se på nogen af de camperende cyklister den efterfølgende morgen. Ikke alle var kommet for at cykle 100 miles.

En flot goodiebag i form af en mussette fra Brooks blev udleveret med startnummeret. De lokale sponsorer har lagt godt i sækken, for den var tung af ale, håndcreme, Roulour blad, neglelak!

De lokale har en tendens til at klæde sig ud – welldressing – og bedst udklædte får fine præmier. Aldrig er der set så meget kradsuld og Sherlock hatte samme sted – England er ikke kommet længere i tidsregninge end 1954! Dette bar de lokales cykler også præg af – de engelske mærker var naturligvis flot repræsenteret og i fantastisk flot stand. De engelske cykler er betydeligt mere tourcykler end vi er vant til med de italienske, vi selv havde med. Hvorfor der skal Brooks sadler med tasker til en hel værktøjskasse er mig en gåde. Godt jeg ikke skulle cykle med det. Esben og jeg tog en prøvetur lørdag for at se om benene virkede – længe havde vi skulet op til bakken bag festpladsen – 150 hm med op til 15% stigning! Vi tog den i god stil og var klar til morgendagens strabadser – L’Eroica Britannia 100 miles!

Tidligt – meget tidligt – spiste vi morgenmad og gjorde os klar. Starten gik kl 600-730, så vi startede 6.30 i et felt på ca 50! Vejret var perfekt – lidt overskyet og ca 14c. Kunne ikke være bedre. Selve løbet havde 6 checkpoints hvor man skal have til deltagerpas stemplet – som samtidig var depoter i bedste engelske stil: bacon og egg! the og scones! The og sandwich. Rapha havde dog sneget deres kendte espresso-van ind ved et af depoterne, så man kunne få sit morgenskud!

Start leroica brittania

Landskabet i Derbyshire og Peak District er fantastisk at cykle i! Mange bakker på ca 50-100 hm og dertil et par der var længere – efter ca 35 km fik vi øje på Mam Tor Efter byen Hope, en dræber på ca 292 hm og 11 km fra bunden og op – 35 minutters konstant opstigning! Man skal jo huske at tage et par billeder undervejs (særligt var vejen er op til 18% stejl).

Efter denne prøvelse var Esben og Jeg enige om, at vi kunne klare alt – en senere 13 km stigning med 344hm havde dog en stempelpause, så den klarede vi i fin stil. En gearing på 42/26 er absolut minimum for mig på over 15% stigninger – jeg pruster som en hest – og kører 9 km/t – men kommer op! Der var ca 25% grusveje, så dæk på 25-30 mm er kærkomne.

Leroica Brittania

Tempoet under løbet var fint, men der er ikke mange veje der ikke går enten op eller ned. Esben må have personalegoder i sit job som kirkeorganist – han ejer ikke angst for fart, eller også virkede hans bremser ikke… Jeg nøjes med ca 50 km/t ned af de ukendte snørklede veje. Esben mødte jeg først igen midt på næste bakke, hvor min ukraisnke-dieseltog-styrke gav mig en lille fordel.

Man fik mangen en god håndsludder med de andre 100 miles ryttere som vi fulgtes med. Alle på engelske cykler, som er noget mere touringagtige end vores og i kradsuldcykeltrøjer, som på længden at dømme, ikke er købt igår. Vintage cyklismen er ikke ny i England. Der var ikke mange udlændinge blandt feltet – enkelte havde dog møde Velopress ryttere før i Italien. Vi mødte to danskere, som vi forhåbentlig fik indlemmet i Velopress!

Efter ca 60 miles mødte vi 55 og 30 miles cyklisterne – et noget mere farvefyldt felt med mange udklædte cyklister – herunder mange kvindelige!

Lerocica brittania

Turens finale var ubetinget Pimm’s og sandwich ved Chatsworth (bedre kendt som Pembelton af dem der kender BBC’s filmatisering af Jane Austen’s bøger). I disse aristokratiske omgivelser kunne vi genvinde lidt kræfter til de sidste 5 miles, og den sidste lede bakke på 155 hm over 4 km, med op til 18% stigninger som vi havde prøvet kræfter med dagen før – dog fra den anden side utrolig så stor forskel 98 miles gør for ens opfattelsesevne!

100 miles i dette landskab er langt, og Esben og jeg havde ikke de store mekaniske udfordringer udover tre punkteringer. jeg havde to, og den sidste kun 100 meter fra mål, så god træt kunne jeg gå majestætisk over målstregen, som løbskommentatoren bemærkede.

Leroica finish

Vel mødt af familien efter over 8 timer i sadlen ventede der rib-eye bøffer på nærliggende Peacock inn med Esben og hans søn, Peter.

Spørgmålet om englænderne kan løfte den italienske arv, kan absolut besvares bekræftende. På finurlig vis er den italienske ånd blandet med meget engelsk landcharme på en sjov uhøjtidelig facon. Dette løb er absolut en rejse værd. Just do it!




Follow my blog with Bloglovin <