For folk med passion for vintage cykling…
tirsdag, den 19. juni 2018

Arkiver

Velopress – L’eroica 2013

Strada Bianchi

Lars Ingemann Hansen kæmper sig over en af løbet sidste knolde på Strada Bianchi tæt før målstregen i Gaiole in Chianti. 

Gaiole in Chianti søndag den 6. oktober kl. 6.45. Min orange Rossin Super Record fra 1982 er lige så klar til turen som mig. Tre måneders forberedelser med hård træning og test af udstyr, samt overvejelser om påklædning, dækvalg og gearing ligger bag.

I dagens anledning er cyklen monteret med diodelygter, da solens stråler endnu ikke har fundet vej ned til de 5.000 tændte og spændte ryttere der skulle begive sig ud på de 4 ruter – 35 km, 75 km, 135 km og 205 km. Med start allerede fra kl. 5, der dette en nødvendighed. Jeg har selskab på turen af min navnebror og træningsmakker Lars Ingemann Hansen, der i dagens anledning lufter sin smukke spanske cromovelato Razesa. Vores ruteblanket er stempet og vi ruller afsted i stille tempo med 5-6 ryttere, der som os er klædt i fuldt vintage ornat.

Solopgang Toscana

Stemningen er helt special, ala filmen ”Stjernerne og vandbærerne”, hvor kun lyden af kæden og friløbskransen hørtes og koncentration og forventningerne stråler ud af rytterne før løbet for alvor åbnes op. Små gruppe af ryttere dannes, der enten tilfældigt har fundet sammen eller hold iklædt teamdragter fra datidens store teams Bianchi, Molteni etc. Vi finder hurtigt et godt tempo der passer os begge og indhenter kort efter de første ryttere.

Solopgang på den første strada bianchi (hvide vej) med udsigt over vinmarker og et vidunderligt toscansk landskab. Efter en kort pause, begiver vi os videre gennem landskabet over korte stejle bakker og udfordrende grusveje. Vi kom et smut forbi Siena og så videre til Radi. Første stop på 135km ruten. Mange mennesker, god stemning, autentisk påklædning – og masser af italienske specialiteter.

Efter første stop, gik turen atter ud i det postkort smukke landsskab, og antallet af udfordringer langs ruten blev øget proportionalt med kilometer tilbagelagt. Nedkørslerne blev mere tekniske og små render på grusstykkerne skulle forceres med forsigtighed, efter gårdsdagens regnvejr.

AscianoBenene føltes stadig friske på løbets andet stop efter godt 4 timer i sadlen. I smukke omgivelser på torvet i Asciano, kunne vi indtage et velfortjent klassisk toscansk måltid med alt hvad der hører til inklusiv lokal Chianti vin. Indbyggerne var udklædte, og hele byen holdt fest sammen med os. Stoppet blev sluttet af i bedste italiensk stil med en espresso, stående på en lille cafe, nu i selskab med Kenny Perry – en tidligere landevejsprof vi mødte undervejs.

Vi var lidt uforberedte på hvad der nu ventede os. Godt 3 km efter kom den første smagsprøve. En led grusstigning på godt 800 meter med procenter på op til 20, tårnede op foran os. Den første i rækken af energislugende knolde. Mange valgte at trække op, og det gjorde fremkommeligheden endnu mere vanskelig, men det lykkes at komme igennem uden at hoppe af.

Efter godt 100 km kom tredje stop, efter en smuk lille rundtur i en slotspark. Vi blev præsenteret for samme menu som tidligere og endnu mere Chianti vin.

Cypresserne op til Castel NuovoVi så nu frem til godt 35 km mod målby i Gaiole, og kun en grusvej der blev afsluttet på endnu en led stigning mod slottet i Castel Nuovo. Cypresserne stod smuk langs vejene og op langs de runde små bakker. Skyerne på himlen gav skygge så temperaturen var tilpas. Herfra var der kun landevej tilbage.

Det var en lettelse af nå målstregen efter godt 6 timer i sadlen, og en fantastisk følelse af komme i gennem et løb af denne karakter med kun 1 punktering på godt 30 år gammelt grej. Målbyen Gaiole summede og det var et enestående syn at se glade og godt brugte ryttere komme ind over stregen.




Follow my blog with Bloglovin <