For folk med passion for vintage cykling…
mandag, den 20. november 2017

Arkiver

Tips og tricks: Vintage til eftertanke

 

Om man beundrer skønheden i de klassiske racercykler eller synes at de lige så godt kunne smides ud, som storskrald er naturligvis en smagssag. Hvis man imidlertid vurderer cyklerne ud fra et rent teknisk synspunkt kommer der andre kriterier i spil. Alle metaller, der udsættes for gentagen belastning, som medfører at de bøjes frem og tilbage, svækkes gradvist. I værste fald ender det med, at den pågældende metaldel knækker. På cykler findes der flere konstruktioner der udsættes for sådanne belastninger. Derfor er det til overvejelse om man måske skulle lade nogle af vintagedelene gå med i storskraldet eller i hvert fald lade dem ligge til udstilling, fremfor at bruge dem på en cykel.

Stål er blandt de, for cykleproduktion tilgængelige, metaller der bedst kan klare længere tids belastning, mens de f.eks. i cykelproduktionen anvendte aluminiumslegeringer er betydeligt svagere overfor samme påvirkninger. I flyindustrien har man således i årtier vidst at aluminiums fordel er dets vægt, men at styrken svækkes gradvist og begrænser levetiden. Derfor føres der et nøje regnskab med timerne for de svage dele og delene udskiftes selvfølgelig inden at det overhovedet bliver kritisk for flyets sikkerhed.

Mange af de gamle ”interessante” cykeldele har uden tvivl haft deres levetid. Eks. først på en racercykel, der har været brugt til træning og løb i 5-8 år, derefter nogle år til træning på vintercyklen og måske til sidst nogle år på en pendlercykel i byen e.l. Hvis de har tilhørt en rytter, der passede på sine ting kan de såmænd stadig være rimeligt pæne og ellers kan Autosol og en pudseskive jo gøre underværker.

Jeg vil vove at påstå at ovenstående historie er rimelig realistisk i og med at de dyre cykeldele, som f.eks. Campagnolo, stort set kun blev købt af ryttere, der skulle bruge dem til noget seriøst. Der var nemlig ikke så mange cykelmotionister i 1970 / 80erne og reallønnen var væsentlig mindre så der var ikke så mange, der investerede i en ægte racer til at køre søndagsture på.

For stålrammerne er der ikke så meget at være nervøs for. Hvis rammen ikke er rusten og den ellers matcher rytteren i størrelse og vægt, skal den nok holde til det meste. Skulle det ske at den (typisk) knækker i saddelrøret lige over krankboksen eller ved en af baggaffelenderne, opdages det ofte i tide og man kan trække hjem.

Knækker en frempind, et styr eller en pedalarm, siger det sig selv at det kan medføre langt alvorligere uheld.

Tænk derfor over hvad du køber og hvad det skal bruges til.

Hvis du vil bruge delene til andet end søndagsture til ishuset bør du være varsom med især kranksæt, frempinde og styr.

Kranksæt der har tydelige slidspor efter tåclips remme eller er korroderet har oftest kørt mange kilometer. Styr og frempinde kan se vældigt pæne ud selvom at de har været brugt flittigt, så hvis du ikke kender deres historie er det lidt af en chance at tage sådanne dele med ud på ”tyren”. Gamle fælge bør også chekkes for slid og korrosion både indvendigt og udvendigt. 115 PSI er lidt af en belastning i sig selv!

For alle ældre aluminiums dele (Og alle alurammer generelt) bør du ofte chekke kritiske steder for revner. Finder du den mindste lille revne i en frempind eller en pedalarm bør den kasseres omgående, da det kun er et spørgsmål om tid før den knækker.

Ovenstående er blot et godt råd til uerfarne og ikke ment som afskrækkelse, der er dog mere end en god grund til at cykelhandlerne sælger nye dele.

Skrevet af Henrik Seidenfadeen




Follow my blog with Bloglovin <