For folk med passion for vintage cykling…
mandag, den 20. november 2017

Arkiver

Tips og tricks: Hvordan vælger jeg den rigtige stelstørrelse?

Når du skal købe et stel eller en cykel, er det vigtigt, at stellet passer til din højde. Kører du med et stel, der er for stort, ser du ikke bare løjerlig ud – det forhindrer også en god siddeposition, som igen lægger en dæmper på din præstation på landevejen.

Det er værd at bemærke, at korrekt stelstørrelse er en elastisk begreb. Ser du billeder af fx Eddy Merckx fra 1960’erne og sammenligner dem med fotos af Miguel Indurain nogle årtier senere, vil du bemærke, at begge kører på stålrammer med klassisk geometri, men sadelhøjden er vidt forskellig.

Indurains sadel sidder bemærkelsesværdig højt, og rammen ser egentlig for lille ud. Muligvis var det et ønske om at spare vægt (mindre stål), der fik den spanske legende til at køre på en kort ramme.

Ønsker du et harmonisk størrelsesforhold mellem din krop og din maskine, er der hjælp at hente fra de klassiske cowboytricks til udmåling af korrekt stelhøjde. Med dem kan du hurtigt finde frem til, hvilken stelstørrelse, der passer dig.

Det er vigtigt at pointere, at de tre metoder bruges ved stålrammer med klassisk geometri, altså rammer der er blevet produceret fra midten af 70erne til starten af 90erne.

3 hurtige metoder:
1# Stil dig overskrævs på cyklen/stellet med hjul på, med overrøret mellem benene. Afstanden fra overrør til skridt bør ligge mellem 1-3 cm.

2# Mål din benlængde med cykelsko på (længden på benet målt fra indersiden) , træk derefter 26 cm fra målet og rund ned til nærmeste standardmål, fx 55,2 cm ~ 54 cm.

3# Brug overnævnte mål for benlængde og tag 2/3 af tallet. Dermed opnår man en størrelse, der i hvert fald ikke er for stor.

Et godt råd er hellere at købe en cykel, der er 1 cm for lille end for stor. Man kan justere med sadlens position og længden på frempind.

Stellets længde:
Udover højden skal du også tage rammens længde i betragtning.

Mange touringrammer er lavet med en anderledes geometri, hvor vinklerne ikke er så stejle som på de mere racerbetonede. Det betyder, at overrør og aksellængde ofte er nogle cm længere end på racerstel. Derfor kan et for stort stel tilmed blive for langt og en passende siddeposition være svær at opnå, fordi armene skal række for langt for at nå styret.

Hvordan måles stellængde og -højde:
For stellængde måles overøret fra midten af, hvor det krydser kron- og sadelrør som set på tegningen (det øverste mål, angivet ”top tube”).

Stelhøjden måler man langs sadelrøret, fra midten af kranken (hvor krankakslen typisk sidder) til øverst på sadelrøret, fra midt til top. I nogle tilfælde måles til, hvor overrøret krydser sadelrøret og kaldes dermed midt/midt (målet der er angivet med ”seat tube”).

I nogle tilfælde vil man målet for aksellængden – fra forgaffel til drop outs på baggaflen – oplyst. Dette kan fortælle om, til hvilket formål cyklen er bygget. Lang = touring (over 100 cm), kort = konkurrence (under 100 cm).

Skrevet af Velopress.dk




Follow my blog with Bloglovin <