For folk med passion for vintage cykling…
mandag, den 20. november 2017

Arkiver

Pak sadeltasken – og ta’ med ud og rul

Af: Nikolai / nikolai@velopress.dk

Skaren af hipsters, grej-nørder og bare almindeligt cykelinteresserede, der har kastet sin kærlighed på 1970’er og 80’ernes ryttercykler, vokser. Men vintageracer-entusiasterne er – og forbliver nok – en subkultur i en cykelverden domineret af carbon og masseproduktion.

Endnu mere nichepræget er de, som bruger tid, penge og kræfter i hjemmeværkstedet på enten at genskabe eller restaurere en touringcykel fra cyklingens guldalder.

Turcyklerne havde deres storhedstid i 1980’erne, hvor det at drage ud i det grønne, enten for en weekend eller som ferie, slog igennem særligt i USA og England, men såmænd også herhjemme.

Forfatter til Politikens Cykelbog, den piberygende Heino Døygaard, er en af Danmarks varmeste fortalere for en cykelform med natur og mental afkobling som omdrejningspunkt. Og mange har nærlæst hans vejledninger til turcyklens udstyr: triple-kranksæt (som var et særsyn dengang), lave gearinger, kortholder, skumgummigreb til racerstyret osv.

Franske dele regerer

En klassisk touringcykel er bygget forskelligt, alt efter formål og tradition. På franske touringcykler har det fx været almindeligt at placere det meste af bagagevægten på forhjulet, mens briterne sværger til sadeltasker, når skiftetøjet, tandbørsten og håndklædet til weekendturen pakkes på cyklen.

Og man bemærker straks en forskel fra samtidens funklende højklasse ryttercykler. En velbygget touringcykel nærmede sig ofte rytternes cykler i pris, men de var fortrinvis bygget op med franske komponenter: Simplex eller Huret-gear, Mafac-bremser, Maxicar-nav og – hvis det skulle være rigtig fint – et Specialites TA kranksæt. Sidstnævnte kunne monteres med op til fire klinger, selvom det nok var de færreste, der benyttede sig af dén mulighed.

Maxicar-navene løb på lukkede lejer og var, ligesom TA-krankene, så dyre, at mange valgte en mere økonomisk løsning, nemlig Campagnolo Record højflange-nav, som tilbød nogenlunde samme stabilitet og driftsikkerhed.

Grebart – den danske turekspert

Min egen turcykel er bygget på en Grebart-ramme. Grebart var der, man gik hen, hvis man skulle have en rigtig turmodel. Butikken havde samme status, som Saxil og Banani havde for rytterne, og den eksisterer såmænd endnu. Ude på Østerbrogade, men i dag bliver der mest langet stangcykler over disken.

Jeg var heldig at købe en af de sidste rammer i butikken. En Falck 11-rørs, bygget på ordre i Italien (“på en lille familievirksomhed”). Stellet har en geometri, der sikrer stabil kørsel med læs, men den er samtidig levende og kan sagtens gå til mere sportspræget kørsel.

Delene har jeg samlet sammen over årene. De fleste er NOS, undtagen navnene, som er Campagnolo Record fra før, serienavnet stod skrevet. De ruller som nye trods alderen og mange kilometer på landevejen – og hører som sagt (også) hjemme på en turcykel.

Sadeltasken er fra engelske Carradice. Også købt i Grebart for snart 20 år siden. Den har været fast rejsemakker på ture til Tjekkiet, Lake District, Skotland og Frankrig. Naturligvis er tasken monteret på en Brooks B17 Sadel, en anden touring-klassiker.

 

Links:

Alex Singer – i Paris bygger stadig turcykler på håndbyggede rammer. De er hundedyre og sælges mest til det amerikanske og japanske marked

Mercian – er en britisk specialist i turcykler. Paul Smith har designet rammer for butikken, der er blandt de få tilbageværende stelbyggere på de britiske øer

Rivendel – moderne turcykler i klassisk snit. Deres netbutik har mange gode tasker og bagagebærere

Velo Orange – amerikansk netbutik, der bl.a. sælger replikadele og nybyggede touringrammer. Har en rigtig god blog med tips og råd til den frankofile turcyklist.




Follow my blog with Bloglovin <